Vil du være med til at sikre, at kun lovlige varer passerer grænsen til Danmark? Kan du understøtte vores kontrolmedarbejdere med sikker koordinering og drift af blandt andet tjenestebiler og på den måde bidrage til smidig og effektiv toldkontrol? Har du administrativ snilde og et godt overblik, og trives du med forskelligartede opgaver? Så er du måske den, vi søger.
Bidrag til en målrettet og effektiv toldkontrol
Toldstyrelsen beskytter det danske samfund og det europæiske marked mod ulovlige varer, og i enheden Samfundsbeskyttende Kontrol Sjælland bidrager vi til den opgave ved at udføre en synlig, målrettet og effektiv toldkontrol på grænseovergange, i havne og lystbådehavne, på flyvepladser og i post- og kurérvirksomheder på Sjælland. Vi kontrollerer varer og søger efter ulovlig ind- og udførsel af farlige og sundhedsskadelige varer, bl.a. ulovlige fødevarer, kopivarer, narkotika, doping, våben, tobak og større pengebeløb, som måtte være skjult i bagage, gods eller transportmidler.
Som administrativ medarbejder får du til opgave at bistå dine kolleger i enheden og sikre, at de har de bedst mulige betingelser for at løse deres kontrolopgave. Derudover får du ansvaret for at sikre kontrol af beslaglagte varer og overdrage varer til politiet.
Dine opgaver vil derfor primært omfatte at:
- sikre optimal drift af tjenestebiler
- optælle beslaglagte varer og opdatere varebog
- overdrage beslaglagte varer til politiet
- løse administrative ad hoc-opgaver
- følge op på sagsbehandling, herunder at journalisere kontrolsager.
Fleksibel og systematisk med gode administrative kompetencer
Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende. Du har måske en handels- eller kontoruddannelse eller lignende. Indblik i toldområdet eller erfaring med varekontrol vil være en fordel.
Du skal have både administrativ og talmæssig forståelse, da det er nødvendigt, at du kan sætte dig ind i regler, procedurer og relevant lovgivning på told- og kontrolområdet.
Derudover lægger vi vægt på, at du:
- er fleksibel i opgaveløsningen og hjælper til, hvor der er behov
- har en god ordenssans og er detaljeorienteret i din tilgang til opgaver
- er administrativt stærk og god til at sikre systematik
- har gode sociale kompetencer og kan lide at samarbejde.
Det er et krav, at du har kørekort B. Har du også kørekort C eller B/E og truckcertifikat, er det en fordel.
Vær opmærksom på, at du skal bære uniform.
Vi sikrer effektiv toldkontrol
Toldstyrelsen har ca. 900 medarbejdere fordelt over hele landet. Vi kommer med vidt forskellige baggrunde og fagligheder – men vi er alle drevet af at tage del i en vigtig opgave, og vi er stolte af de resultater, vi skaber. I kontrolenhederne arbejder vi hver dag på at sikre det danske samfund mod ulovlige og farlige varer og på, at virksomheder og borgere betaler den korrekte told. Hvis du har lyst til at samarbejde med engagerede kolleger i hele landet og vil være med til at løse en international opgave, der skaber værdi for Danmark og sikrer det danske samfund, så er Toldstyrelsen noget for dig. Sammen skaber vi muligheder på tværs af grænser.
I Samfundsbeskyttende Kontrol Sjælland hjælper vi hinanden med opgaverne og vægter det sociale højt. Vi lægger vægt på en ærlig og konstruktiv dialog og på den gode omgangstone. Du får gode og engagerede kolleger, som hver især bidrager med deres viden og altid er klar til at hjælpe med en opgave.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Send ansøgning med CV og dokumentation for uddannelse via linket ”Søg stillingen” senest mandag den 20. oktober 2025.
Har du spørgsmål med hensyn til stillingen, er du velkommen til at kontakte funktionsleder Per Andersen på telefon 72 38 91 15 på hverdage kl. 8-10.
Vi forventer at holde samtaler fredag den 24. oktober 2025.
Forud for ansættelsen indhenter vi referencer og straffeattest.
Der er tale om en deltidsstilling med en forventet arbejdstid på 20 timer om ugen.
Du skal være opmærksom på, at din ansættelse sker under forudsætning af, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde denne sikkerhedsgodkendelse under din ansættelse i stillingen.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) eller overenskomst for fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner.
Dit arbejdssted er Herthadalvej 7, 4840 Nørre Alslev.
Læs mere om ansættelse i Toldstyrelsen på toldst.dk/job.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Guldborgsund Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Skatteforvaltningen, Nørre Alslev, Herthadalvej 7, 4840 Nørre Alslev
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 20-10-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/f7a81815-8fde-4ca4-8738-8cdd24360e2b