Nørre Alslev er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
VORDINGBORG: Indsats mod social dumping
I tirsdags aflagde politiets udlændingekontrolafdeling sammen med Skattestyrelsen kontrolbesøg to steder i Vordingborg og et sted i Borre. Det var restauranter, der blev besøgt, og formålet var at kontrollere, om de tilstedeværende medarbejdere havde de nødvendige papirer for at måtte arbejde i Danmark. Ingen af kontrolbesøgene gav anledning til påtaler eller sigtelser.
KORSØR: Anholdt efter vold med baseballbat
En 27-årig mand fra Korsør blev onsdag klokken 10.12 anholdt af politiet på sin bopæl. Han er sigtet for at have begået kvalificeret vold mod en 15-årig dreng tirsdag eftermiddag, hvor den 15-årige opholdt sig i et cykelskur ved Baggesenskolen. Den 27-årige kom hen imod ham og gav ham flere knytnæveslag i ansigtet og et slag i ryggen med et baseballbat, tilsyneladende på baggrund af en tidligere uoverensstemmelse. Den 15-årige blev undersøgt på sygehuset for sine knubs, og onsdag, efter at den 15-årige var blevet afhørt af politiet, fandt politiet frem til den 27-årige. Det overvejes i øjeblikket, om den anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør i retten.
FAXE: 39-årig kvinde varetægtsfængslet efter brand
En 39-årig kvinde blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør og efterfølgende varetægtsfængslet. Hun blev anholdt klokken 7.27 i forbindelse med en brand på et bosted på Præstøvej i Faxe. Der var udbrudt brand i et værelse, og den bredte sig til en stor del af huset, så beboerne måtte evakueres og genhuses. På baggrund af vidneforklaringer blev den 39-årige anholdt og sigtet for brandstiftelse: Hun er varetægtsfængslet frem til den 16. august.
VORDINGBORG: Butikstyv anholdt
Politiet anholdt onsdag klokken 18.35 en 21-årig udenlandsk mand, som var blevet tilbageholdt i en dagligvarebutik på Ugledigevej uden for Vordingborg. Personalet i forretningen havde bemærket, at den 21-årige havde taget forskellige varer til en samlet værdi af 689 kroner uden at betale for dem, og da han blev afsløret, forsøgte han at løbe fra stedet. Det slap han ikke afsted med. Den 21-årige blev sigtet for butikstyveri og afhørt på politistationen i Vordingborg ved hjælp af en tolk. Han betalte en bøde og et bidrag til Offerfonden og blev løsladt igen klokken 21.00.
Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. I Danmark er der 12 lokale offerrådgivninger – én i hver politikreds. Hver af disse yder støtte telefonisk og ved fysisk møde.
Ring på tlf. 116 006 eller se Offerrådgivningens hjemmeside.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
Nørre Alslev | Havnegade, Orehoved | Onsdag klokken 12.15-16.30 | Spillekonsoller, to standerlamper, en lænestol og julepynt |
Sorø | Frejasvej | Onsdag klokken 11.30-12.00 | Smykker |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Haslev | Københavnsvej | Onsdag klokken 6.24-8.04 | ATK – bestilt færdselskontrol | 278 | 10 | 50 km/t | 74 km/t | Et klip |
Karise | Dalbyvej | Onsdag klokken 9.13-12.00 | ATK – bestilt færdselskontrol | 187 | 6 | 80 km/t | 106 km/t | - |
Skælskør | Sorøvej | Onsdag klokken 14.21-18.46 | ATK | 394 | 62 | 50 km/t | 91 km/t | 13 klip og en betinget frakendelse |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | |
Faxe Ladeplads | Hovedgaden | Onsdag klokken 18.30-19.00 | Syv køretøjer blev kontrolleret: En bilist blev sigtet for at køre uden at have spændt sikkerhedsselen, og der blev afsløret en spritbilist |
Næstved | Parkvej | Onsdag klokken 20.00-22.00 | Ingen sager |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset en enkelt spritbilist:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Faxe Ladeplads | Havnevej | Onsdag klokken 19.06 | 18-årig mand | Spirituskørsel |