Vil du være med til at sikre, at kun lovlige varer passerer grænsen til Danmark? Er du bevidst om din rolle som myndighedsperson, og kan du håndtere personer i pressede situationer på en venlig og professionel måde? Og har du samtidig en god administrativ og talmæssig forståelse? Så er du måske en af dem, vi søger.
Målrettet og effektiv toldkontrol i tæt samspil med kolleger
Toldstyrelsen beskytter det danske samfund og det europæiske marked mod ulovlige varer, og i Samfundsbeskyttende Kontrol Sjælland bidrager vi til den opgave ved at udføre en synlig, målrettet og effektiv toldkontrol på grænseovergange, i havne og lystbådehavne, på flyvepladser og i post- og kurérvirksomheder på Sjælland. Vi kontrollerer varer og søger efter ulovlig ind- og udførsel af farlige og sundhedsskadelige varer, bl.a. ulovlige fødevarer, kopivarer, narkotika, doping, våben og tobak, samt større pengebeløb, som måtte være skjult i bagage, gods eller transportmidler.
I forbindelse med kontrollerne arbejder vi sammen med politiet og andre myndigheder.
I samarbejde med kolleger vil dine opgaver primært omfatte:
- kontrol af gods og post- og pakkeforsendelser
- kontrol af rejsende og deres bagage
- kontrol på vegne af andre myndigheder
- smuglerikontrol, herunder scanning og tydning af billeder
- vagtrapportering, herunder sagsbehandling og journalisering af kontrolsager.
Nysgerrig, handlekraftig og omstillingsparat
Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende. Du har måske en erhvervsuddannelse eller en anden relevant uddannelse, gerne kombineret med nogle års erfaring fra brancher, der er beslægtede med toldområdet. Det kan også være, at du har erfaring fra en kontrolfunktion. Du kan også have en teknisk uddannelse eller en baggrund, der gør, at du kan opdage unormale og mistænkelige opbygninger, når du undersøger køretøjer, containere eller gods.
Du skal have både administrativ og talmæssig forståelse, da det er nødvendigt, at du kan sætte dig ind i regler, procedurer og relevant lovgivning på told- og kontrolområdet.
Kendskab til røntgenudstyr eller billedtydning er en fordel, men ikke et krav.
Derudover lægger vi vægt på, at du:
- er nysgerrig og hurtig til at omstille dig fra én situation til en anden
- har en stærk psyke og kan optræde myndigt, venligt og professionelt, også i pressede situationer
- tager initiativ, er vedholdende og kan fastholde fokus
- kan begå dig på engelsk og eventuelt har kendskab til et andet fremmedsprog
- har gode sociale kompetencer og kan lide at samarbejde.
Arbejdet er fysisk krævende, så du skal også være indstillet på at bevæge dig meget rundt i kontrolsituationer, fx i containere, blandt gods og i pakkehaller, og du skal kunne gennemføre kontroller i fx store højder og snævre rum. Du vil naturligvis modtage relevant sikkerhedsuddannelse og træning.
Det er et krav, at du har kørekort B. Har du også kørekort C eller B/E, er det en fordel.
Vi sikrer effektiv toldkontrol
Toldstyrelsen har ca. 900 medarbejdere fordelt over hele landet. Vi kommer med vidt forskellige baggrunde og fagligheder – men vi er alle drevet af at tage del i en vigtig opgave, og vi er stolte af de resultater, vi skaber. I kontrolenhederne arbejder vi hver dag på at sikre det danske samfund mod ulovlige og farlige varer og på, at virksomheder og borgere betaler den korrekte told. Hvis du har lyst til at samarbejde med engagerede kolleger i hele landet og vil være med til at løse en international opgave, der skaber værdi for Danmark og sikrer det danske samfund, så er Toldstyrelsen noget for dig. Sammen skaber vi muligheder på tværs af grænser.
I Samfundsbeskyttende Kontrol Sjælland hjælper vi hinanden med opgaverne og vægter det sociale højt. Vi lægger vægt på en ærlig og konstruktiv dialog og på den gode omgangstone. Du får gode og engagerede kolleger, som hver især bidrager med deres viden og altid er klar til at hjælpe med en opgave.
Kontakt og ansættelsesvilkår
Send ansøgning med CV og dokumentation for uddannelse via linket ”Søg stillingen” senest mandag den 9. juni 2025.
Har du spørgsmål med hensyn til stillingen, er du velkommen til at kontakte funktionsleder Per Andersen på telefon 72 38 91 15 eller funktionsleder Annette Høve Nielsen på telefon 72 37 95 83 på hverdage kl. 8-10.
Vi forventer at holde første samtalerunde torsdag den 12. juni og fredag den 13. juni 2025. Derudover planlægger vi at gennemføre en anden samtalerunde tirsdag den 17. juni og onsdag den 18. juni 2025. Der kan indgå en logik- og personprofilanalyse ifm. samtaleforløbet.
Forud for ansættelsen indhenter vi referencer og straffeattest.
Du skal være opmærksom på, at din ansættelse sker under forudsætning af, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde denne sikkerhedsgodkendelse under din ansættelse i stillingen.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) eller overenskomst for fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner.
Dit arbejdssted er Herthadalvej 7, 4840 Nørre Alslev.
Læs mere om ansættelse i Toldstyrelsen på toldst.dk/job.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Guldborgsund Kommune
-Virksomheden tilbyder:
skiftende arbejdstid
-Arbejdsgiver:
Skatteforvaltningen, Nørre Alslev, Herthadalvej 7, 4840 Nørre Alslev
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 09-06-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/043f299f-3514-4e66-a5a3-4d6f214d99ac