Borgere, gæster og turister vil fortsat kunne se og opleve dyr i Nykøbing Falster, selvom Guldborgsund Zoo & Botanisk Have skal lukke. Fra 1. november overtager folkene bag Pangea Park området og vil åbne Pangea Park Falster.
Der bliver fortsat liv og glade dage på dyrefronten i Nykøbing Falster, når Guldborgsund Zoo & Botanisk Have lukker til efteråret. Guldborgsund Kommune og dyreparken Pangea Park har underskrevet en aftale, der betyder, at Pangea Park overtager både dyrene og bygningerne den 1. november.
”Jeg er rigtig glad for, at vi har fundet en lejer, der lever op til alle de krav, vi havde sat forud for konkurrenceudsættelsen. Det betyder, at os, der bor her, gæster og turister fortsat kan blive klogere på dyrenes verden i Nykøbing Falster. Vi holder dermed liv i et attraktivt område, som har været til glæde for mange, både små og store, gennem snart en menneskealder,” siger René Christensen, der er formand for Beskæftigelsesudvalget i Guldborgsund Kommune.
Kommunen har fortsat ejerskabet over matriklen, mens Pangea Park lejer sig ind på området og i bygningerne. Desuden overtager de nye lejere al vedligeholdelse og udvikling af stedet. Alle dyrene overdrages vederlagsfrit til Pangea Park. Nogle af dem skal måske tilbage til de zoologiske haver rundt om i verden, hvor de er kommet fra, men det forventes, at langt de fleste dyr bliver i Nykøbing Falster.
Ifølge René Christensen er hele Beskæftigelsesudvalget glade for aftalen. Lukningen af Guldborgsund Zoo & Botanisk Have var en del af budgetforliget 2024-2027.
”Det er ikke en kommunal kerneopgave at drive en zoologisk have, og den har ligget under Beskæftigelsesudvalget, fordi vi i mange år har drevet den med en beskæftigelsesindsats for øje. Når vi ikke længere selv skal drive stedet, sparer vi syv millioner kroner om året, som vi nu kan bruge på borgerne i stedet. Og dem, der har været i et beskæftigelsestilbud i Zoo, kan få et rigtigt godt tilbud et andet sted i kommunen,” siger René Christensen.
Pangea Park overtager området 1. november i år og forventer at åbne for publikum i 2025 efter en istandsættelse og klargøring. Guldborgsund Zoo & Botanisk Have holder åbent som sædvanligt frem mod overdragelsen – også her i højsæsonen hen over sommeren.
Læs mere om Guldborgsund Zoo & Botanisk Haves åbningstider på www.guldborgsundzoo.dk