Guldborgsund Kommune har i et nyt partnerskab med Klimaskovfonden sat kursen mod et grønnere og mere bæredygtigt samfund.
Aftalen blev underskrevet af kommunens borgmester, Simon Hansen og Klimaskovfondens direktør, Poul Erik Lauridsen, og signalerer en ambitiøs indsats for at gøre Guldborgsund CO2-neutral senest i 2050.
Partnerskabet mellem Klimaskovfonden og Guldborgsund Kommune bygger på et tæt samspil med lodsejere, virksomheder og lokale aktører. Lodsejere, der ønsker at bidrage til den grønne omstilling, kan, hvis de har minimum fem hektar jord, rette henvendelse til kommunen eller Klimaskovfonden og undersøge mulighederne for at få finansieret et skovrejsningsprojekt.
Lokale virksomheder spiller også en central rolle i det nye partnerskab. De kan støtte op om klimaindsatsen ved at donere penge til Klimaskovfonden, der forpligter sig til at anvende midlerne til konkrete klimaprojekter i Guldborgsund.
Bortset fra at bidrage til den overordnede klimaplan for kommunen, indebærer aftalen også planer om at skabe et vådområde i forbindelse med klimaskoven. Dette vil kunne gavne padder, insekter og fugle samt skabe bedre gyde- og opvækstbetingelser for gedden.
For at sikre fremdriften i samarbejdet mellem Guldborgsund Kommune og Klimaskovfonden, skal parterne mødes mindst to gange årligt for at diskutere samarbejdet og de grønne initiativer.
Samtidigt er det hensigtsmæssigt for virksomheder, der ønsker at styrke deres bæredygtighedsprofil, at klimahandlingerne kan inkluderes i deres ESG-rapport og benyttes til brandingen af virksomheden.