Danmarks Fængsler, Fængselskreds Øst, søger en engageret og fagligt stærk oversygeplejerske til Sundhedsenheden med base i Storstrøm Fængsel.
Vil du stå i spidsen for en vigtig sundhedsfaglig indsats i en hverdag, hvor ledelse, klinik og kvalitet går hånd i hånd? Motiveres du af at skabe retning, struktur og følgeskab, samtidig med at du bevarer din kliniske forankring? Så er dette en særlig mulighed for dig.
Om stillingen
Som oversygeplejerske får du en central rolle i den daglige drift og udvikling af sundhedsenheden i Storstrøm Fængsel. Stillingen er en kombinationsstilling med cirka 2/3 klinisk arbejde og 1/3 ledelse. Du bliver dermed både en synlig faglig kapacitet i den daglige patientbehandling og en tydelig leder, der skaber rammerne for kvalitet, patientsikkerhed og et velfungerende samarbejde.
Stillingen er placeret på hverdage, og der er ikke weekendtjeneste. Der etableres dog aftenvagt frem til kl. 20.00, og det forventes, at du som leder indgår i denne funktion efter behov.
Du bliver en del af et sundhedsfagligt ledelsesteam bestående af en cheflæge, en chefsygeplejerske og fire oversygeplejersker, og du refererer til chefsygeplejersken. Din daglige base er i Storstrøm Fængsel, men sygeplejerskerne i Storstrøm varetager også sundhedsbetjeningen i arresterne i Næstved, Ringsted og Nykøbing Falster. Du skal derfor kunne understøtte drift, koordinering og opgaveløsning på tværs af flere matrikler.
Den øvrige ledelsesgruppe har deres daglige gang på andre matrikler end dem, der hører under Storstrøm, og du vil derfor have det selvstændige ansvar for den daglige ledelse lokalt.
Sundhedsenheden
Sundhedsenheden varetager den sundhedsfaglige primærsektorbetjening af alle indsatte øst for Storebælt. Enheden har dermed en central rolle i at sikre, at indsatte får adgang til sundhedsfaglig vurdering, pleje, behandling og opfølgning på niveau med den behandling, borgere modtager i det øvrige sundhedsvæsen.
Opgaverne spænder bredt og omfatter blandt andet medicinhåndtering, misbrugs- og substitutionsbehandling, udredning og behandling af somatiske og psykiatriske problemstillinger, sundhedsfaglige observationer, triagering samt koordinering med eksterne samarbejdspartnere og behandlingsinstanser.
Arbejdet foregår i et særligt miljø, hvor der stilles høje krav til faglighed, dømmekraft, struktur og samarbejdsevne. Sundhedsenheden spiller derfor en afgørende rolle i at skabe sammenhængende, sikre og værdige patientforløb for en patientgruppe med ofte komplekse sundhedsfaglige og sociale problemstillinger.
I den daglige ledelsesreference får du ansvar for fire sygeplejersker, en sekretær, en fysioterapeut og en psykolog. Herudover omfatter den daglige ledelse også øvrige faggrupper, som er tilknyttet enheden på intermitterende basis, herunder læge, speciallæger, fodterapeut og tandlæge. Almenlægen er som udgangspunkt til stede cirka to gange om ugen.
Dine opgaver
Du får en nøglefunktion i at sikre, at sundhedsenheden fungerer stabilt, effektivt og med høj faglig kvalitet.
Dine opgaver vil blandt andet være at
- varetage den daglige ledelse og personaleledelse i enheden
- planlægge og koordinere arbejdstid, ferie og opgavefordeling
- afholde MUS-samtaler og understøtte trivsel, udvikling og følgeskab i medarbejdergruppen
- sikre den daglige drift af sundhedsenheden på en fagligt og organisatorisk bæredygtig måde
- omsætte retningslinjer, instrukser og patientsikre arbejdsgange til velfungerende praksis
- følge op på kvalitet, dokumentation og efterlevelse af gældende standarder
- bidrage aktivt i den kliniske opgaveløsning og være tæt på både patienter og medarbejdere
- sikre et velfungerende samarbejde med fængslets øvrige funktioner samt eksterne samarbejdspartnere.
En væsentlig del af stillingen er at sikre, at sundhedsenheden arbejder efter gældende retningslinjer, instrukser og patientsikre arbejdsgange. Du får en vigtig rolle i at omsætte krav og standarder til en praksis, der fungerer i en travl og kompleks hverdag.
Det betyder, at du skal kunne skabe struktur og følge op på, at arbejdsgange bliver implementeret, forstået og efterlevet i det daglige arbejde. Du skal have blik for både kvalitet i patientbehandlingen, sikkerhed i opgaveløsningen og sammenhæng i driften. Samtidig skal du kunne balancere dokumentationskrav, faglige standarder og hensynet til en hverdag, hvor fleksibilitet og handlekraft er nødvendige for at lykkes.
Dine kvalifikationer
Vi forventer, at du
- har dansk autorisation som sygeplejerske
- har solid klinisk erfaring, gerne fra psykiatri, almen praksis eller et andet relevant område
- har lyst til ledelse og gerne erfaring med både faglig ledelse og personaleledelse
- trives i en hverdag, hvor klinik, koordinering og beslutninger går hånd i hånd
- har kørekort til personbil, kategori B.
Du er en leder med faglig tyngde og menneskelig indsigt. Du er tydelig, imødekommende og lyttende i din ledelsesstil, og du formår at skabe retning, ro og sammenhæng i en hverdag med mange samtidige hensyn.
Du arbejder systematisk, har gennemslagskraft og kan skabe følgeskab omkring nye initiativer, arbejdsgange og forbedringer. Samtidig har du lyst til at være tæt på praksis og gå forrest, når situationen kalder på det.
Vi tilbyder
Hos Danmarks Fængsler får du en stilling med stor variation, høj grad af ansvar og gode muligheder for at præge både drift og udvikling.
Du bliver en del af et stærkt sundhedsfagligt miljø, hvor samarbejde, kvalitet og patientsikkerhed er centrale værdier, og hvor der er kort vej fra beslutning til handling. Du får en hverdag, hvor ingen dage er helt ens, og hvor du får mulighed for at gøre en reel forskel for både patienter, medarbejdere og organisation.
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen ønskes besat snarest muligt.
Ansættelse sker i henhold til fællesoverenskomsten mellem Skatteministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10, samt gældende organisationsaftale for Sygeplejersker i staten. Aflønning sker efter principperne om Ny Løn.
Stillingen er uden højeste arbejdstid, men den ugentlige arbejdstid vil være 37 timer i gennemsnit.
Sikkerhedsgodkendelse er en forudsætning for ansættelsen, ligesom at du skal kunne
opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem din ansættelse.
Ansættelsesområdet er Danmarks Fængsler.
Arbejdsstedet er Storstrøm Fængsel, Blichersvej 1, 4840 Nørre Alslev og omkringliggende arrester, pt. Nykøbing F, Næstved samt Ringsted.
Du må forvente at have opgaver, herunder ledelse og mødevirksomhed i samtlige af Danmarks Fængsler, Område Øst’ fængsler og arresthuse.
Stillingen er en opnormering på ledelsesfronten, hvorfor vi i fællesskab skal tegne den fremtidige matrikelfordeling, men udgangspunktet er det ovenfor beskrevne.
Ansøgning
Din ansøgning med CV, dokumentation for uddannelse samt andet relevant materiale skal være modtaget i vores rekrutteringssystem senest torsdag den 30. april 2026.
Vi forventer at afholde samtaler løbende.
Hvis du indkaldes til samtale, skal du til samtalen medbringe identifikation f.eks. pas eller kørekort.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du i forbindelse med samtalen giver dit samtykke til, at Danmarks Fængsler må indhente og vurdere oplysninger om dig i det Centrale Kriminalregister.
Inden ansættelse skal vi modtage dokumentation for CV.
Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.
Yderligere oplysninger
Hvis du vil høre mere om stillingen, eller har du spørgsmål, kan du kontakte enhedsleder oversygeplejerske Lars Hemdorff på tlf. 7255 3395 eller cheflæge Ditte Skovdal på tlf. 7255 5331.
Om Danmarks Fængsler, Fængselskreds Øst
Fængselskreds Øst består af et kredskontor, åbne og lukkede fængsler, arresthuse og tilsyn, samt fodlænkeafdelinger, transport og bevogtning, udrejsecenter og udlændingecenter fordelt på hele Sjælland, Bornholm og Færøerne.
I alt ca. 2000 ansatte.
For yderligere information om Danmarks Fængsler henvises til hjemmesiden www.danmarksfængsler.dk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Guldborgsund Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde morgenarbejde aftenarbejde
-Arbejdsgiver:
Storstrøm Fængsel, Blichersvej, 4840 Nørre Alslev
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 30-04-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/f5e3b7cf-025f-4f07-accc-b1d8ed4bb11b